| 29. januar Vi har fortsat turen ad motorvejsnettet mod Freiberg (Fritz Berger). temperaturen har ligget på et par graders frost, men ingen nedbør, så vejene har været fine. Vi sluttede af med at spise på Baumhof Tenne, Baumhofstrasse 147, 97828 Martkheidenfeld, hvor vi også har en plads for overnatning. Utroligt lækker måltid - laks, flødekartofler og spinat - ypperligt - rigtigt flinke mennesker og virkeligt hyggeligt lokale. Vi kan virkelig anbefale at gøre holdt her. Kun få kilometer fra motorvejen. Gratis WiFi. Koden fås i restauranten. N49°50'38" E009°37'52"
|
|
| 30. januar Vi nåede frem til Fritz Berger i Fiedberg kort før frokost, købte opgraderingssættet til satellit tv, spiste frokost og installerede det - herefter begyndte en flere timers kamp for at få det til at virke. Klokken 17.45 blev mekanikeren enig med sig selv og os om at vi måtte fortsætte i morgen. Han vil da ringe til Kathrein for at få hjælp. Vi bliver her på pladsen til i morgen.
|
|
| 31. januar Minus 6 grader til morgen - blå himmel. Fredelig nat låst inde på på camperforhandlerens område. To mand og en telefon support, som hurtigt gav op, arbejdede i et par timer - endelig efter en firmware opdatering og alle mulige dobbelt og tredobbelte tjek af ledninger og stik begyndte der at ske noget. Der kom billede på skærmen, parabolen drejede og fandt de nye positioner. Vi kørte et par kilometer for at tjekke om det hele virkede fra en ny position - det gjorde det. Tilbage til firmaet, som rystede opgivende på hovedet, da jeg spurgte om prisen på alt det arbejde - det blev til en time = 100 Euro for de omkring 5 timers arbejde og en masse frustrationer for to mand. Ved tre tiden kørte vi derfra for at finde et sted at slappe af - dødtrætte. En camperplads i Stadt Grünberg blev vort natlogi, N50°35'43" E08°57'21" Nu skulle vi rigtig slappe af og prøve vort opdaterede satellitsystem. SLAPPE AF! Glem det!! 6 graders frost og vi kunne ikke holde varmen indendørs! Gastanken var for koldt til at give gas - vi havde 40% gas endnu, så vi forventede ikke nogen problemer. Nå, ad sted til en gastank i byen og få fyldt op - det er sibirsk kulde! Tilbage til vores plads - stadig ingen gas. Selv gasblussene og køleskabet gav op.
Varmeblæseren blev satte på fulde omdrejninger. Vores reserve varmeblæser (som vi gentagne gange har forsøgt at forære væk) kom til nytte og gavn. Den blev placeret under gastanken uden for. Et par håndklæder blev pakket omkring tanken, så den fik mest muligt af blæservarmen. Så småt kunne vi få lavet lidt mad - men varmen, nej det kom der ikke gas nok til. Klokken 20 slukkede vi for den udendørs varmeblæser, pakkede gastanken godt ind i håndklæder, betalte for strøm til klokken 6 i morgen tidlig -- og gik i seng. |
|
1. februar Klokken tre i nat stod jeg op og svansede ud i kulden for at komme en mønt mere i. Klokken 6 havde vi ikke mere strøm - noget var gået galt med mit møntindkast. Ud igen - 11 graders frost - mønt i og vi havde strøm igen. På hovedet i seng for at få varmen og lidt mere søvn. Da vi stod op ved halv otte tiden lykkedes det at få gang i gasvarmen og får et skoldhedt bad - det kolde vand var frosset til. Nu klokken 8.40 har vi varme - koldt og varmt vand - varm kaffe og vi har besluttet at køre til firmaet Wymen, som er specialist i gasinstallationer - 250 kilometer nordvest herfra. De kan forhåbentligt hjælpe med en isolering og eventuelt varmelegeme, så vi ikke kommer i denne situation igen. Fortsættelse følger! Vi ankom til Wynen Gas sidst på eftermiddagen. Isolering af tanken er en dårlig ide, fik vi forklaret, for når vi tanker LPG er gassen iskold. Hvis tanken er isoleret kan den ikke slippe af med kulden og vi kan ikke bruge gassen. Det andet forhold er blandingen af Propan og Butan - mange LPG tanke har (især sydpå) for meget Butan (som hurtigt fryser) og for lidt Propan, som kan tåle omkring minus 40 grader. Vi fik en liste med adresser i
Tyskland, hvor man kan tanke den rigtige blanding. Vi endte med at vi skal have en varmeplade monteret på tanken i morgen, samtidig tømmer de tanken og vi får den gode blanding påfyldt. Varmepladen bruger 8 amp strøm (55 Watt), men hellere det end udsættes for sidste nats oplevelse. Vi har jo vores ypperlige gasgenerator, som yder 20 amp - så det skal nok gå. Endeligt er det jo ikke så ofte vi har været i denne situation, men hellere forberede os for fremtidige situationer. Vi bliver her hos Wynen i nat - har fået strømtilslutning, så vi kan overleve - og i morgen formiddag påbegyndes operationen. N51°15'00" E08°24'13" - Viersen |
|
| 2. februar Lidt før frokost var vi klar med varmepladen monteret på tanken - de kunne ikke tømme tanken for gas (noget med en defekt ventil), så vi fik blot efterfyldt med propan og ad sted kørte vi. Vi købte også et filter, som filtrerer olien fra gassen ved påfyldning. Olien kan ellers sætte sig i rørene og sluttelig stoppe dem til. På motorvejen lød der pludselig en enorm larm oppe fra taget - med hjertet oppe mellem ørene satte vi katastrofeblinket på og holdt ind til siden. Det var den nymonterede parabolbeskyttelse, som havde revet sig løs og hamrede mod taget. Jeg fik fjernet den helt og vi kunde sunde os og køre videre. Sidst på eftermiddag slog vi os ned på en camperstop i Freiter Parken, 46348 Raesfeld, hvor vi glade og fro havde styr på gassen - men nej - vi kunne ikke få gang i gasvarmen - knapt nok gasblussene. Vi mener at vi har for meget gas i tanken, så flydende gas står op i rørene. Heldigvis er der eltilslutning her på pladsen. Minus 8,5 grader klokken 19,30. N51°45'57" E06°49'51" Dette er en hjemtur vi sent vil glemme! |
|
| 3. februar Minus 13 grader til morgen og vores gas virker stadig ikke - vi har strøm udefra og varmeblæseren i gang, så vi fryser ikke - men ingen varmt vand og det kolde vand er frosset. Vi vil bare hjem nu ! Skal dog lige nævnes at vores parabol tv virker fint nu. Også at vi er ved godt mod. Et par timer senere: Hvem sagde at parabolen virker fint? Ved første pause opdagede jeg at parabolen ikke var kørt på plads, det skal den gøre automatisk, når motoren starter. Efter mange forgæves forsøg, måtte vi opgive og lade den være, hvor den er. Den vil overhovedet ikke bevæge sig - så det er nok en ny udgift. Vi havde overveje at køre helt hjem i dag - men det opgav vi - der var nemlig et lyspunkt - gassen fik vi til at virke ved frokosttid. Vi har så ladet varmen køre på fuld tryk, så vi er sikker på, at der ikke står flydende gas i rørene. Stadig omkring 7 graders frost og lidt sne ind i mellem. Natlogi i Sittensen. Her har vi ingen strøm, så går noget galt, så er det bare at starte motoren og komme ad sted. N53°16'34" E09°30'26" - Mühlenstrasse, Stellplatz Marktplatz. 1 time senere - motoren blev startet - ikke gas til varme - med nød og næppe nok til at lave lidt mad. Så ud på vejen og nordpå - vejene var fine - ned til 13 graders frost. At beskrive resten af turen er blot kedsommelig - tysk motorvejskørsel er noget af det kedeligste jeg kan foretage mig - nå, men hjemme i Sakskøbing fik vi åbnet for radiatorerne kort før midnat og så var det bare at tømme vand af vognen - en hurtig gennemgang af posten og så under en varm dyne. |
4. februar - besynderligt!! - varmen tændte uden videre i Erwin her til morgen og har nu kørt i et par timer. Rart at være hjemme igen - mor er i hvert fald lykkelig ! Så må vi se hvor turen går hen næste gang - og hvornår! Alt på gas kører perfekt til aften! Underligt |
![]() |
|
|
I alt kørt 12231 kilometer og brugt 1281 liter diesel |
|